Bloggen fremover

Denne blog har gennem fem år været opdateret stort set ugentligt. Den indeholder nogle aktuelle kommentarer til Kirkens situation i den forløbne periode, men hovedparten af artiklerne har en mere varig karakter – det gælder særlig dem, som findes under kategorierne “Trosliv”, “Bønspraksis”, “Liturgi”, “Kirkeåret”, “Kirken” og “Teologi” (se menuen til højre).

Bloggen vil af personlige årsager næppe blive opdateret særlig ofte i den kommende tid. Skulle du komme forbi, vil du stadig finde hundreder af indlæg som kan være af interesse for den der er eller vil være katolik, men som af forskellige grunde finder det vanskeligt at genkende den katolske kirke – i sin evige form, som Kristi Brud – i de fremtrædelsesformer og fremstillinger, man desværre oftest støder på i dag. Det gælder i særdeleshed den lære og liturgi, som man støder på i de fleste sognekirker, hvor troens forkyndelse som ofte sløres af misforståede forsøg på at lefle for tidens svagheder, og en gudstjenesteform som fokuserer på menighedens fejring af sig selv, snarere end af Gud. Budskabet fra denne blog er i al korthed: det er hverken Kirken, tiden eller dig selv, som er problemet – kun fremtrædelsesformen og fremstillingen, der ikke lever op til hvad Kirken lærer og altid har lært, og den hellighed, som Kirkens bøn og liturgi skal være forlenet med.

Menneskelig svaghed præger alt hvad mennesker gør. Det er der ikke noget nyt i. Men når Kirkens repræsentanter giver efter for denne svaghed og vil ophøje den til princip, sker der noget alvorligt, som på en måde også er nåderigt: da må vi søge tilbage i Kirkens egne rigdomme og skatte, som de er forkyndt af Kirkens store helgener, i Kirkens uforgængelige liturgi og i den katolske troslære som er fuldt udfoldet i katekismer og dogmer publiceret før 1962. Der er selvfølgelig skrevet og sagt meget godt siden, men ikke formuleret forpligtende trossætninger – og da der desværre er gjort, sagt og skrevet meget under kirkelige former, som ikke er i overensstemmelse med Kirkens lære, kan vi uden at miste noget væsentligt – og vigtigere, uden at risikere at blive forledt af modernistiske teologer – holde os til ældre og autoriserede kilder, og fremfor alt til sakramenterne i de traditionelle riter, som er umisforståelige og umiskendelige i deres trofasthed mod Kristi Brud.

Og allervigtigst: vores liv på Jorden har kun én sand mening og mulig retning, nemlig foreningen med Gud vor Skaber i det evige liv. Vort jordiske liv er fuldt af tvivl, fristelse, synd og lidelse. Kun ved at følge Kristus efter, i den Kirke Han stiftede, og ved at bruge de sakramentale nådemidler, Han skænker os gennem Kirken, kan vi redde det eneste uforgængelige vi har : vor sjæl. Der er to – og kun to – fremtidsmuligheder for vores sjæl: Himlen, og Helvede. Gør alt hvad du gør med dette for øje.

Glædelig jul!

Med nedenstående musikalske” julegave” (åbnes bedst på Festen for Herrens fødsel – 25. december) ønsker vi alle vore læsere en velsignet julefest!

Adeste Fideles
Laeti triumphantes
Venite, venite in Bethlehem
Natum videte
Regem angelorum
Venite adoremus, Venite adoremus,
Venite adoremus, Dominum !

Cantet nunc io
Chorus angelorum
Cantet nunc aula caelestium
Gloria, gloria
In excelsis Deo
Venite adoremus, Venite adoremus,
Venite adoremus, Dominum !

Ergo qui natus
Die hodierna
Jesu, tibi sit gloria
Patris aeterni
Verbum caro factus
Venite adoremus, Venite adoremus,
Venite adoremus, Dominum!

Modernistisk mystik

Lad os allerførst slå fast: “mysterier” har en central plads i den kristne tro. Ja, midt i det allerhelligste – indvielsen af Kristi Legeme under messen – proklamerer præsten: “Troens Mysterium” (Mysterium Fidei). I Summa Theologica III.78.3 forklarer den hellige Thomas af Aquinas denne brug af ordet i konsekrationen med, at den virkelighed som forvandlingen af brød og vin er, forbliver skjult for sanserne, men dog er virkelig og tligængelig for troen, der giver adgang til den overnaturlige virkelighed. Mysteriet er i den kristne forståelse en virkelighed, som Troen – en gave fra Gud – åbner for os. Men, som fx den katolske kirkes katekismus (art. 154) understreger, er Troen ikke i modstrid med den menneskelige natur, herunder sanserne og fornuften: “At tro er kun muligt ved nåde og Helligåndens indre bistand. Men det er ikke mindre sandt, at tro er en autentisk menneskelig akt. Det er hverken i modsætning til menneskets frihed eller til dets forstand at have tillid til Gud og tilslutte sig de sandheder, Han har åbenbaret. Allerede i de menneskelige relationer er det ikke imod vor egen værdighed at tro det, andre siger os om sig selv og deres intentioner, og stole på deres løfter (som f.eks. når en mand og en kvinde gifter sig), for således at indgå i et gensidigt fællesskab.”

I de senere år er en helt anden slags “mysterier” dukket op i katolske fora og på det seneste også dokumenter.

Det handler om en falsk form for mystik, der for nylig blev meget synlig i diskussionen om netop Ægteskabets sakramente. Kirkens lære om dette er klar (CCC, art. 1650) og har intet mystisk over sig:

Kirken fastholder i troskab mod Jesu Kristi ord (Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud mod hende; og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud: Mark 10,11-12), at den ikke kan anerkende en ny forbindelse som gyldig, hvis det første ægteskab var det. Hvis de fraskilte er gengift borgerligt, befinder de sig i en situation, som går objektivt mod Guds lov. Følgelig kan de ikke gå til den eukaristiske kommunion, så længe denne situation vedvarer.

Så vidt vides, har ingen katolsk biskop sagt, at Jesus Kristus tog fejl. Det er altså uimodsagt, at et gyldigt indgået ægteskab er uopløseligt, og at personer som har indgået et sådant, herefter ikke kan indgå gyldige “ægteskaber” med andre, men begår en svær synd ved at indlede forhold til sådanne.

Det “mystiske” er, at der så alligevel er opstået mindst to forslag til, hvordan man trods ovst. kan give “gengifte” adgang til kommunionen:

A. Det skal være meget lettere at få erklæret det første ægteskab ugyldigt – man taler endda om en mere “effektiv annuleringsproces”

B. Man skal kunne modtage en form for syndsforladelse uden anger, dvs uden at opgive det ugyldige “ægteskab”, for derpå at kunne modtage kommunion.

Strategi A er en pragmatisk løsning. En ofte fremhævet begrundelse er, at betingelserne for at indgå ægteskab (herunder fuld viden om og tro på Kirkens lære om ægteskabet) i praksis meget ofte mangler hos parterne. Problemet her er, at gyldigheden af ethvert ægteskab så bliver tvivlsom. Hvis objektive kriterier (grundlæggende, parternes “ja” til det utvetydige spørgsmål under vielsen, og ægteskabets fuldbyrdelse) ikke kan lægges til grund, hvad kan så? Beror det på parternes (evt. den enes) skiftende intentioner? Hvor mange lovformeligt viede katolikker lever mon i ugyldige ægteskaber og dermed i synd? En lettere og hurtigere adgang til “erklæring af ugyldighed” vil ganske vist være bekvem for mange, men vil samtidig sprede mistillid både mellem ægtefolk (mener han/hun det nu også?) og til Sakramentet (vil Kirken forsvare det, eller er det kun sålænge parterne ikke modsiger deres oprindelige løfte?). Trods den pragmatiske karakter af denne strategi vil den – med mindre der anlægges objektive, offentligt kendte kriterier – undergrave Ægteskabets sakramentalitet og Kirkens troskab mod Jesu Kristi egne bud.

Strategi B undergraver mindst ét af to  sakramenter, nemlig Bodens og Eukaristiens sakramenter. Den er i modstrid med selve troslæren, som formuleret i ovst. citat fra den katolske katekismus. Begrundelsen af, hvad dette citat indeholder, kommer fra katolsk børnelærdom om Bodens og Eukaristiens sakramente. Bodens sakramente (skriftemålet) uden anger (her, af det ugyldige borgerlige “ægteskab”) er ugyldigt, dvs. det giver ikke syndsforladelse, og et sådant skriftemål er endda selv en alvorlig synd. Eukaristiens sakramenter forudsætter frihed fra alvorlige synder, normalt opnået gennem et gyldigt skriftemål – eller, hvis det er umuligt, ved at opvække anger over disse synder og hurtigst muligt skrifte dem. Den anden strategi fordrer altså at man er villig til at opgive mindst en af flg. tre trossandheder: (1) sakramental syndsforladelse kun er gyldig når alvorlige synder oprigtigt angres, (2) Ægteskabsbrud er en alvorlig synd, (3) Modtagelse af Eukaristien er en alvorlig synd, hvis man ikke angrer (og normalt også har fået absolution for) alvorlige synder. Vi skal her huske, at (2) trods alt virker helt uimodsagt, så det er (1) og (3) – Boden og Eukaristien – der udfordres af strategi B.

Ovst. er formentlig velkendt for enhver katolik. Der er næppe katolikker som vil benægte disse ting.

Hvordan kan det så gå til, at der alligevel er ved at brede sig en fornemmelse for, at den katolske kirke sagtens kan tillade “gengifte” at gå til kommunion, evt. ved først at erklære deres første ægteskab for “ugyldigt” på basis af en kvik proces uden kontrolinstans?

Jo, tingene formuleres jo ikke klart som ovenfor. Årsagen til, at forvirringen breder sig, er det den modernistiske version af et mysterium, som vi kender fra flere andre sammenhænge: en samling af udsagn, som logisk og fornuftsmæssigt er uforenelige, men som formuleres i så uklare vendinger og med et bedrevidende smil på læben, så der fornemmes en dybere – omend for fornuften ubegribelig – sammenhæng og visdom i det hele. Når tilstrækkelig mange er overbevist om, at selvom de egentlig ikke selv forstår det, så gør andre – ja, så bliver det lige pludselig bredt accepteret. En slags pastoralteologisk version af “Kejserens nye klæder”.

Andre eksempler på sådanne modernistiske mysterier tæller fx

  • Alle monoteistiske religioner dyrker samme Gud – de lærer jo at der kun er én Gud
  • Den “økumeniske dialog” gør store fremskridt, selvom der bliver stadig flere adskilte kirkesamfund
  • Mange steder lukkes kirker i dusinvis, få kommer i dem og ingen går til skrifte – men Kirken er “fulgt med tiden” og det er det vigtigste
  • Kiristendommen er jo ikke en lovreligion, hvis man er barmhjertig og tolerant selv, må andre også bære over med ens utroskab

etc. etc.

Kort sagt: man siger nogle søde og lidt selvmodsigende ting, smiler bedrevidende til hinanden, og pludselig er der rørende enighed om, at alle der stiller kristiske spørgsmål er dumme eller forstokkede.

Hvad disse “mysterier” derimod mangler for at være ægte mysterier, er at komme fra Gud – fx ved at have ophav i Evangelierne og Kirkens lære i øvrigt. De har faktisk ikke noget på.

Alle Helgen, Himlens Fest

Den 1. november fejrer Kirken festen Festen for Alle Helgen, dvs. for den “sejrende Kirke”, som består af alle de kendte og ukendte mennesker, som efter at have stridt den gode strid på Jorden, har opnået den evige salighed i Himlen. Den sejrende Kirke er vi alle kaldet til: men vejen dertil går gennem den stridende Kirke på Jorden, dvs. gennem kampen for at bevare og leve troen i en Verden, hvor så meget trækker os i andre retninger. Vi falder ofte i synd; men vi må altid igen rejse os, angre vore synder og gøre bod. Da vil vi engang – efter at have sonet vore timelige synder i Skærsilden, i den lidende Kirke – kunne slutte os til denne “utallige skare” af hellige, som Åbenbaringen taler om. Mange af de hellige – fx Moder Theresa og Skt. John Vianney – har understreget “hellighedens normalitet”: Vi er alle kaldet til at blive helgener!

I Alle Helgens Litaniet (Salme- og bønnebog, s. 681) anråber vi Alle Helgen om forbøn og hjælp i denne kamp for at opnå den evige salighed. Efter at have bedt om den Treenige Guds forbarmelse, anråber vi de hellige om deres forbøn:  Guds Moder, Ærkeenglene, Johannes Døberen, Sankt Josef, de hellige apostle og evangelister, de hellige martyrer, de hellige biskopper, præster og kirkelærere, de hellige jomfruer og enker. Litaniet nævner enkelte ved navn fra hver af disse “kontingenter” af de helliges utallige hærskarer . Hver enkelt af dem, vi ved er hos Gud, hver med deres særlige nådegaver kan inspirere os til at følge kaldet til hellighed. Vores egen værnehelgen – hvis navn vi bærer – anråber vi særlig om forbøn og beskyttelse i livet. Men hver og en af de hellige kan, gennem deres nærhed til Gud, bære vor bøn frem for Ham.

Vi må heller ikke glemme den særlige aflad, som knytter sig til Festdagen. Vi kan således vinde fuldstændig aflad hvis vi, i nådens stand og frigjort fra alle timelige synder, besøger en kirke (mellem kl. 12 på Alle Helgens dag og midnat den flg. dag) og beder for de hellige sjæle og for den Hellige Fader.

Dagen efter Alle Helgens store fest, fejres Festen for Alle Sjæle. På denne dag kan vi vinde en fuldstændig aflad for en af de afdøde sjæle i skærsilden, når vi (i nådens stand og frigjort fra alle timelige synder) besøger en kirkegård og der fromt beder for dem. I hele november kan delvis aflad vindes for de afdøde sjæle på samme måde.

Mistillid til Pave Frans

Synoden er ovre – og den endte med at forkaste alle passager, som handler om kommunion for polygame og “værdi” af seksuelle afvigelser.

Et første bud på en tekst om disse fundamentalt ukatolske ideer fremkom ellers sidste mandag på Vatikanets hjemmeside, i form af en “halvvejsrapport”; det er formentlig et af de mest skandaløse dokumenter, som er blevet offentliggjort af Vatikanet i hele Kirkens historie, fordi det mere end antyder muligheden af, at Kirken kan og vil ændre Evangeliets utvetydige lære om ægteskabet og om synder mod naturen. Heldigvis viste det sig hurtigt, at kun ganske få forfattere stod bag dokumentet, som formentlig blev skrevet inden synoden som en del af et modernistisk “plot” for hvad den skulle nå frem til. Mindst tre fjerdedele af synodefædrene undsagde det nævnte skandalepapir. Specielt var selvste præfekten for troslærekongregationen utvetydig i sin forkastelse af dokumentet. Dokumentet blev undsagt af en lang række kardinaler og biskopper i ugens løb. Som allerede nævnt blev selv de modificerede former af de kontroversielle passager så forkastet ved den endelige afstemning i dag.

Der er overvældende evidens for, at de mænd, som Paven udnævnte til at styre synoden og rapportere fra den, på alle måder har optrådt uvæderhæftigt: midtvejsrapporten reflekterede på ingen måde biskoppernes indlæg på synoden, disse indlæg blev holdt hemmelige (som noget helt nyt ved denne type møder), og først da et stort flertal af biskopperne insisterede på, at de udtalelser de selv havde produceret undervejs skulle offentliggøres, blev det klart at midtvejsdokumentet var ønsketænkning fra den lille gruppe som Paven havde udpeget. Undervejs blev en af de mest højtråbende modernister blandt kardinalerne – Kasper, Walter – også grebet på fersk gerning i racisme og kolonialisme ift. de afrikanske kardinaler, hvis synspunkter han direkte hævdede at man skulle se bort fra på synoden. Han prøvede endda at nægte sine udtalelser, som efterflg. blev dokumenteret med lydoptagelser.

Tilbage står tre umådelig triste kendsgerninger:

(1) Kirken er alvorligt såret af at medierne straks greb det omtalte dokument som udtryk for “en ny lære” som ophæver ægteskabets uopløselighed og syndigheden af seksuelle relationer udenfor dette, herunder sådanne som synder mod naturen. Det vil tage meget lang tid at rette denne misforståelse i en verden, hvor forvirring og uvidenhed om katolsk lære i forvejen er særdeles udbredt, ikke mindst pga. Kirkens egne undladelsessynder ift. katekese og disciplin af præsteskabet.

(2) Det er meget svært at se at det ikke var den omtalte gruppes bevidste strategi at tage synodefædrene som gidsler ved at afskære offentligheden fra indsigt i biskoppernes indlæg og derpå offentliggøre deres eget dokument som så kunne stå som et “fait accompli”. Disse stalinistiske metoder er uhørte i Kirken både før og efter koncilet – måske vil det særlig gøre ondt på koncilets varmeste tilhængere, som jo bl.a. har lagt vægt på værdien af bispekollegiernes funktion i Kirken.

(3) Endelig, og mest alvorligt: som sagerne ser ud nu, er det også svært at friholde Paven selv for ansvar og medskyldighed i forløbet i den forgangne uge. Han har ganske vist selv forholdt sig tavs (bortset fra den sædvanlige strøm af tågede udtalelser som rapporteres fra hans prædikener og et par lige så tågede taler på synoden) – men han havde jo selv udpeget den gruppe af folk, som styrede synoden og dens kommunikation, og værst af alt: han har endnu ikke udtalt sig imod det skandaløse midtvejsdokument. Paven har midt i al denne medieopmærksomhed undladt at fastslå Kirkens lære om ægteskab, kommunion og synder mod naturen. Han slog ikke ned på dem, som forsøgte at kidnappe synoden (herunder specielt nedgøre de afrikanske biskopper), men takkede dem for deres indsats ved synodens afslutning.

Kort sagt: vi står overfor en af de værste kriser i Kirken siden det protestantiske heresi. Vi har en pave, som fremmer det lille mindretal af kardinaler og biskopper, der modarbejder Kirkens lære, mens han degraderer de der forsvarer denne lære. Måske – forhåbentlig – ender det hele med et synodedokument, der ikke strider med Kirkens lære. Vi må også håbe og bede for, at Paven erklærer at det hele var en stor misforståelse og at han også selv tilslutter sig Kirkens morallære og den deraf flg. pastorale omsorg for familiens hellighed – han, som jo dog for nylig kanoniserede pave Johannes Paul II, der var blandt det 20. århundredes mest  energiske forsvarere af denne omsorg. Men så længe dette ikke er sket må vi desværre erkende, at selvom Pave Frans udenfor enhver tvivl sidder på Peters stol, må hans handlinger og hensigter af almindelige katolikker betragtes med begrundet uro og mistillid.

Ingen pave har magt til at ændre Kirkens lære – det er hans fornemste opgave at bevare, forsvare og udbrede den. Historien byder på eksempler på paver, som har forsømt denne opgave – og derved påførte Kirken store sår. Men skaden begrænser sig til den uværdige paves tid – Kristus bevarer Kirken til tidernes ende.

Fra dybet råber jeg til dig, Herre

Tak for forbøn. Operationen forløb godt.

Assumpta est Maria in cælum!

Troen er ikke under stadig forandring. Men ved Helligåndens vejledning har Kristi Kirke – som kendes på foreningen med Kristi stedfortræder på Jorden, Paven i Rom – gennem århundrederne stadfæstet en række Trossandheder, som ikke direkte kan læses ud af de kanoniske skrifter (Bibelen, som i øvrigt på samme måde selv er stadfæstet af Kristi Kirke – ved koncilet i Nicæa, år 325). Det er ikke sådan, at der kommer en stadig strøm af nye trossandheder – faktisk er der i det 20. århundrede kun føjet én eneste trossætning til Kirkens ufejlbarlige lære: Dogmet om Jomfru Marias optagelse i Himlen (som højtideligt blev erklæret af Pave Pius d. 12. i 1950). Kirken har i øvrigt troet og fejret denne trossandhed i det meste af sin historie – vi har tidligere skrevet mere om dette her.

Festen for Jomfru Marias Optaglese – Assumptionsfesten, den 15. august – er overalt i den katolske verden en af årets største kirkefester, og den største af alle kirkeårets Mariafester. På denne dag fryder vi os med Maria over den nåde, som hun blev overskygget af, da hun ved Helligånden blev Moder til Guds Søn. Større nåde har intet menneskebarn nogensinde modtaget. Det er derfor heller ikke svært at forstå, at Gud umiddelbart efter hendes død optog hende med sjæl og legeme til den himmelske herlighed.

Jomfru Maria er ikke hvad hun er ved egen fortjeneste, men alene ved Guds Nåde. Og Nåden har hun ikke blot modtaget selv, men gennem sin Søn givet videre til alle mennesker. Også i dag er hun “Nådens Midlerinde”, hvis magtfulde forbøn aldrig fejler. Derfor skal alle slægter prise hende salig – og troen på, at hun umiddelbart efter sin død blev opløftet til Guds Himmel, hvor hun priser Ham i fællesskab med alle engle og helgener, er en af de mest opbyggelige og håbs-givende dele af vor tro. Hun, et menneske som vi, blev af Gud bevaret fra al synd, men blev ellers prøvet i alt – også den dybeste sorg og lidelse, da hun fulgte sin Søn til Korsets store Offer. Fordi hun er et menneske som vi, og samtidig med sikkerhed er så nær Gud selv, kan vi altid søge hendes beskyttelse og forbøn, når vi fristes, når vi lider og når vi sørger. Marias hellige Hjerte brænder i al evighed for sjælenes frelse og ved Hendes forbøn har vi direkte adgang også til Hendes Søns hellige hjerte og den uendelige Nåde, som Han købte os på Korset.

På Festen for Jomfru Marias Optagelse i Himlen fejrer vi derfor den direkte livline, Kristus har efterladt os i bønnen: vor Uplettede Moders stedsevarende hjælp og forbøn. Til Hende kan vi betro alle vore sorger, al vor svaghed, alle vore håb.

.

Vi har en Moder i Himlen

Blandt de smukkeste nyere tekster om den store Mariafest, vi snart skal fejre, er pave Benedicts prædiken den 15. august 2005 hvor han bl.a. sagde:

Maria blev optaget med legeme og sjæl i Himlen: Der er hos Gud endog plads for legemet. Himlen er ikke længere en fjern sfære som er ukendt for os. Vi har en Moder i Himlen. Og Guds Moder, Guds Søns Moder, er vor Moder. Han har selv sagt det. Han gjorde hende til vor Moder, da han sagde til disciplen [Johannes, red.] og til os alle: “Se, det er din Moder”. Vi har en Moder i Himlen. Himlen er åben, Himlen har et hjerte.

Med “Himlen” menes naturligvis ikke den atmosfære omkring Jorden, som vi særlig i denne sommer ofte har set som en blå horisont over vor klode. Himlen betyder her den overnaturlige virkelighed, som er Guds Hjem, uanset at vi ikke med menneskelige begreber eller indsigter kan beskrive denne realitet fyldestgørende. Netop fordi den overnaturlige virkelighed kan synes os jordbundne mennesker så fjern, betyder dogmet om Marias optagelse i Himlen alligevel at denne virkelighed rykker tættere på os: Hun, et menneske som os (dog bevaret fra al synd) venter os der med Sin Søn, og går i forbøn for os hos Gud.

Uden Guds Moders Optagelse i Himlen bliver troen selvmodsigende. Jomfri Maria var af Gud – forud for alle tider – udset til at bære Guds Søn, det inkarnerede Ord, ind i Verden – Hun var bevaret for al synd, som den eneste menneskebarn. Hvis ikke hun var optaget i Himlen, ville alt håb være ude for os syndige mennesker. Troen og håbet går hånd i hånd. Selv den svageste tro kan ikke nægte Guds Moder en plads i Himlen. Da hun ved Kristi Korsoffer også blev vor Moder, giver denne tro os også håb for den syndige menneskeslægt: for som en Moder beskytter og trøster sine børn, beskytter og trøster vor Moder i Himlen også os, når vi snubler og falder.

Festen for Marias Optagelse i Himlen – 15. august – er derfor en af kirkeårets allervigtigste. Festen fejres i bispedømmet København på den efterflg. søndag (17/8) – igen i år med traditionel messe kl. 18 i Jesu Hjerte Kirke.

Vort livs vigtigste mål, ja i en vis forstand det eneste meningsfulde mål for vort liv, er at komme i Himlen, dvs. efter dette liv at forenes med vor Gud og Skaber og leve med Ham i al evighed. Og denne store Fest fortæller os ikke blot noget om Himlen – at det rene menneske kan være der, med legeme og sjæl – men også om hvad der skal til for komme der – nemlig at vi, som Maria, i dette liv gør Guds vilje.

Selvom vi godt ved, at vi ikke altid gør Guds vilje, og heller ikke har Marias uplettede renhed, ved – ja, tror – vi også at Jesu Korsoffer gør det muligt at få tilgivelse for vore synder, når vi bekender dem med anger, og sætter vor ærlige vilje ind på at gøre det gode og undgå det onde. Og i kampen for at overvinde det onde i vort liv, og gøre pladsen for det gode større, er Guds Moder vor stedsevarende hjælp, vor Moder i Himlen:

Allerhelligste Jomfru Maria, de kristnes hjælp
Hvor trøstefuldt det er, ved dine fødder
At anråbe om din stedsevarende hjælp.
Når jordiske mødre aldrig glemmer deres børn,
Hvordan kunne da du, den kærligste af alle mødre, glemme mig?
Jeg bønfalder dig da om at give mig
Din stedsevarende hjælp i enhver nød,
I enhver sorg, og især i mine fristelser.
Jeg beder om din uophørlige hjælp for alle, der nu lider.
Hjælp de svage, helbred de syge, omvend synderne.
Forund os ved din forbøn mange kald til det Gudviede liv.
Giv, O Maria, de kristnes hjælp,
At vi der har påkaldt dig på jorden må elske og evigt takke dig i Himlen.

(Hellige Don Bosco, 1815-1888)

God sommer!

Bloggen holder som vanligt sommerlukket undtagen for meget vigtige meldinger. Vi er tilbage ved Assomptionsfesten!

Kirken ved relativismens afgrund

Vatikanet har netop offentliggjort et såkaldt “arbejdspapir” til forberedelse af den  ekstraordinære synode om familien, som finder sted i Rom i oktober 2014. I og for sig er der bare tale om et resumé af de tilbagemeldinger, som verdens bispedømmer har indsendt som svar på de spørgsmål om den moralske og pastorale situation vedr. familielivet, som Vatikanet udsendte i november sidste år. Mange af disse har været offentliggjort eller lækket (trods Vatikanets henstillinger) men nu får vi altså en officiel, bearbejdet version. Og som ventet fortæller dokumentet i store træk, at der specielt i Europa og Nordamerika er meget langt mellem Kirkens lære og den almindelige adfærd i samfundet, og blandt mange katolikker: polygami (herunder ægtefolk som gifter sig med andre), promiskuitet (herunder ugifte som lever sammen som ægtefolk), fosterdrab, homofili og pædofili. Hvad værre er, synes der – med undtagelse af det sidste – at være mange “bispekonferencer” (dvs. sammenslutninger af biskopper, der således gemmer sig i en gruppe) som rent ud anbefaler at Kirken mere eller mindre accepterer alt dette i den forstand, at det ikke længere betragtes som synder der forhindrer modtagelse af andre sakramenter end Bodens. Det er i sig selv en monumental skandale og indebærer, at Vatikanet nu officielt bekender, at mange af de “regulære” biskopper er i åben og objektiv uoverensstemmelse med hvad Kirken altid har lært: at ægteskabets sakramente indebærer en ubrydelig og hellig forening, som mennesker ikke kan ophæve.

Post-konciliært kaos og forvirring breder sig. Nu med Vatikanets stempel.

Men det mest chokerende ved dette dokument er det totale fravær af korrektiver: alt er “citater”, alle meninger fremstilles journalistisk og uden kommentar – herunder også Kirkens lære, som dog kun summarisk og med mange omsvøb skitseres på dokumentets allerførste sider (side 3-5 – altså tre sider, ud af i alt 87). Resten af dokumentet refererer ukommenteret de indkomne beretninger og anbefalinger.

Fremstillingen af Kirkens egen lære undlader at citere den hellige Skrifts mest fundamentale definitioner af Ægteskabets uopløselighed og karakter af forhold mellem mand og kvinde, og nøjes med flomomvundne, let-misforståelige formuleringer som:

Jesus, in assuming human love, also perfected it (cf. GS, 49), giving man and woman a new manner of loving, which has its
foundation in the irrevocable faithfulness of God… (art. 3)

Throughout the centuries, the Church has maintained her constant teaching on marriage and family… (art. 4)

Beretningerne handler dels om den omfattende mangel på accept og kendskab til morallæren blandt katolikker, dels  om at der i mange bispedømmer ikke er gjort nogen særlig indsats for at udbrede kendskabet til Kirkens lære på disse ømtålelig områder, og i mindre omfang om at den indsats som er gjort er mislykket. Et karakteristisk eksempel blandt utallige:

In the matter of access to the sacraments, the responses describe various reactions among the faithful who are divorced and remarried. In Europe (and also in some countries in Latin America and Asia) the prevailing tendency among some of the clergy is to resolve the issue by simply complying with the request for access to the sacraments (art. 93).

Beskrivelsen af denne helligbrøde gives ukommenteret. Den var nok ikke gået i en kirkelig fremstilling af præstelig uterlighed i andre sammenhænge som medierne er mere optaget af.

Anbefalingerne handler alle om mere eller mindre direkte at opgive Kirkens morallære, naturligvis indpakket i positive begreber som “accept”, “barmhjertighed” osv. – men ikke desto mindre handler meget af det ikke om tilgivelse, men om accept af objektiv dødssynd, eller om at “strømline” de tvivlsomme procedurer som allerede i dag gør det muligt at “annullere” ægteskaber, der ellers er fuldt gyldigt indgået og i mange tilfælde også fuldbyrdet:

On the subject of simplifying the canonical process, many responses make the following requests: a simpler and faster canonical process; the granting of more authority to the local bishop; a greater number of laity as judges; and the reduction of financial fees attached… (art. 100)

Den “kanoniske proces” som her omtales er det eskalerende antal katolske ægteskaber, som ved kirkelige domstole erklæres ugyldige efter parternes eget ønske (typisk efter flere års samliv, med børn etc.). Der efterspørges, rent ud sagt: katolsk skilsmisse med ret til nyt “ægteskab”, og det skal gå hurtigere end i dag, være mere lokalt bestemt, og sågar… billigere. Det er naturligvis allermest chokerende, at den slags forlangender kommer fra “bispekonferencer” og viderebringes ukommenteret af Rom – en bandlysning havde været på sin plads.

Nu venter vi spændte, og lidt ængstelige, på synoden. Kan katolske biskopper mon gøre andet end pege på den logiske og objektive modsætning mellem Kirkens lære og de krav om apostasi, som her fremsættes. Alternativet vil være endnu mere sammenbrud og forvirring i en i forvejen kriseramt kirke. Og en stadig mere klar “nødretstilstand” som påberåbt af … Piusselskabet.

 

 

 

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

%d bloggers like this: